En artikel om forventninger, romantisk ideologi – og hvorfor kærlighed ikke skal være perfekt for at være rigtig
De fleste af os går ind i et parforhold med store og smukke forventninger. At vi skal elske alt ved hinanden. At vi skal være alt for hinanden. At det rigtige forhold føles rigtigt – hele tiden. Og at hvis det ikke gør, så må der være noget galt.
Men i både terapirummet og vores undervisning møder vi igen og igen par og individer, der kæmper – ikke kun med hinanden – men med netop de forventninger. Forventninger, der er så tunge, at de til sidst kommer til at stå i vejen for selve kærligheden, i stedet for at støtte den.
Denne artikel handler om at finde ro i det uperfekte.
Om at redde kærligheden – ikke ved at skrue op for kravene, men ved at gøre vores forventninger mere realistiske, mere kærlige, mere menneskelige.
Hvor kommer alle vores forventninger fra?
Mange af de idéer, vi går rundt med om “det gode forhold”, føles naturlige. Selvfølgelige. Men det er de ikke. Det, vi i dag tænker som “den store kærlighed”, er ikke en tidløs sandhed, men et kulturelt projekt fra 1700-tallet, hvor digtere og tænkere skabte det, filosofen Alain de Botton kalder den romantiske ideologi.
Den romantiske ideologi lærte os blandt andet, at:
- ægte kærlighed skal være lidenskabelig – hele livet
- sex er det ultimative udtryk for kærlighed
- perioder uden lyst er tegn på problemer
- vi bør kunne mærke, hvad vores partner har brug for
- følelser er vigtigere end praktiske hensyn
- vi skal acceptere alt ved hinanden
- én person skal være vores bedste ven, vores støtte, vores elsker og vores alt
- kærlighed, der vakler, ikke er “den rigtige”
- vi alle følger det samme script: mødes → forelsker os → flytter sammen → gifter os → får børn → lever lykkeligt
Med andre ord: Vi er blevet opdraget til at tro, at kærlighed skal føles rigtigt hele tiden – og at ubehaget er et faresignal.
Problemet er ikke kærligheden – det er forventningerne
Når vi arbejder med par, ser vi igen og igen, hvordan netop disse forventninger bliver en stille, tung belastning. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt i relationen, men fordi mange tror, at hvis kærligheden ikke føles let, stærk eller magisk hele tiden – så må der være noget galt.
Men forhold føles ikke ens hele vejen.
Og det er helt normalt.
Relationer vil:
- bevæge sig
- ændre intensitet
- have faser med lav gnist
- rumme træthed, praktiske perioder og ubalancer
- kræve aktivt valg i nogle perioder og føles som hjemme i andre
Det er ikke et tegn på et dårligt forhold. Det er et tegn på, at relationen er menneskelig.
Den romantiske ideologi fortæller os, at kærlighed “bare skal føles rigtigt”.
Men voksne relationer er noget, vi vælger, dyrker og arbejder med – igen og igen.
“Du skal elske alt ved din partner” – et smukt, men farligt ideal
Når vi underviser unge og fortæller dem, at vi – efter 15 år sammen – ikke elsker alt ved hinanden, bliver der altid stille i rummet. For det strider imod det, de fleste har lært om kærlighed fra Disneyfilm, fra Hollywood og andet populærkultur.
Men sandheden er:
Du skal ikke elske alt ved din partner.
Det er urealistisk.
Og det er heller ikke nødvendigt.
Langtidsholdbar kærlighed er ikke blind.
Den ser fejl, særheder og menneskelighed – og vælger alligevel.
Det er ikke et nederlag.
Det er moden kærlighed.
Et opgør med den romantiske ideologi: Hvad skaber stærke, realistiske relationer?
Hvis vi vil skabe bedre betingelser for kærligheden, må vi erstatte romantiske idealer med en psykologisk og bæredygtig forståelse af, hvad relationer faktisk består af.
Her er nogle af de vigtigste principper:
1. Lyst går i bølger – og det er normalt
Sex og kærlighed følger ikke altid hinanden. Det siger intet om relationens kvalitet.
2. At tale om økonomi tidligt er ikke kynisme – det er ansvarlighed
At tale praktik og økonomi tidligt i en relation er vigtigt for at skabe en god base.
3. Vi er alle fejlbarlige – og vores partner er det også
Forventninger om perfektion skaber flere konflikter end kærlighed.
4. Ét menneske kan ikke være alt for dig
Vi har brug for venner, fællesskaber, familie og støtte. “It takes a village” gælder også i kærlighed.
5. Kærlighed er ikke telepati – det er kommunikation
Ingen kan gætte sig til, hvad den anden har brug for. Behov udtales. Grænser formuleres. Nærhed bygges i det sagte.
At give kærligheden plads til at være menneskelig
Når vi slipper forventningen om, at kærlighed skal være problemfri, perfekt og passioneret hele tiden, giver vi plads til noget langt vigtigere:
At kærlighed må være levet, ikke koreograferet.
At den må være praktisk, rodet og hverdagsagtig.
At den må bestå af valg – ikke bare følelser.
At den må være et sted, hvor vi vokser sammen, ikke et sted hvor vi skal være fejlfri.
Det er ikke kærligheden, der er gået i stykker. Det er vores forestillinger om den, der trænger til et eftersyn.
Når vi slipper det romantiske script og møder hinanden som mennesker, opstår der mere plads til netop det, vi længes efter:
Ro.
Glæde.
Frihed.
Forbundethed.
Og en kærlighed, der holder – ikke fordi den er perfekt, men fordi den er realistisk.